Gør båden klar til efterårets storme

29-09-2026

Når efteråret nærmer sig, følger ofte mere vind og hårdere vejr. Derfor kan det være en rigtig god idé at give båden og fortøjningen et grundigt eftersyn, inden den første storm rammer. Hos Dansk Fartøjsforsikring anbefaler vi, at du bruger lidt tid på at sikre båden ordentligt. Særligt på denne tid af året, hvor vejret erfaringsmæssigt byder på flere storme.

 

Når du laver en korrekt fortøjning, kan du mindske risikoen for skader på din båd og udstyr markant.

 

Fem nyttige knob til båden

Gør dig selv en tjeneste og lær et par af disse knob, hvis du ikke allerede kan dem til fingerspidserne. Tjek billedet til denne artikel. De er ikke så svære. 

 

Pælestik – et af de mest anvendelige knob om bord. Det danner en fast løkke, som er rigtig god og sikker til fortøjning.

 

Dobbelt halvstik – et enkelt og alsidigt knob til fastgørelse omkring en pæl.

 

Råbåndsknob – bruges til at samle to liner, typisk når de har samme eller næsten samme tykkelse.

 

Kofilnaglestik – et praktisk knob til fastgørelse på en kofil, hvor linen samtidig let kan justeres.

 

Stopperknob – bruges til at forhindre en line i at løbe gennem et øje, en blok eller anden åbning, så du ikke taber den i vandet.

 

Tjek fortøjningen, før stormen kommer

Ved kraftig vind bliver bådens fortøjning udsat for store belastninger. Brug derfor flere fortøjningsliner, så båden holdes stabil, og belastningen fordeles på flere punkter. Se også efter slid på linerne. Hvis tovværket ligger mod skarpe kanter eller beslag, kan de forholdsvist hurtigt blive beskadiget. Fortøjningsfjedre kan være værd at overveje, da de reducerer de kraftige ryk, der opstår, når båden bevæger sig i vind og bølger.

 

Husk også at kontrollere fortøjningsringe og andre fastgørelsespunkter. Det er ikke nok, at linen er stærk, hvis det, den er fastgjort til, ikke er i orden. Fjern eller fastgør desuden løst udstyr, sejl og presenninger, som kan blive revet løs i kraftig vind.

 

Ved stormskader

Hvis du er så uheldig at din båd bliver beskadiget under en storm, så tag billeder af skaderne og kontakt os, hvis du har din bådforsikring hos Dansk Fartøjsforsikring.

 

Billederne gør det langt lettere for os at vurdere skaden, så vi hurtigt og enkelt kan hjælpe dig og din båd videre.

 

Log ind